I dag skulle vi besøge det frodige Mekong delta. Køreturen var på ca. 2 timer fra Saigon, og på turen ud af byen fik vi spurgt til, om byen kaldes Saigon eller Ho Chi Minh City. Han forklarede, at de lokale ikke har accepteret den statslige (og det er jo Nordvietnam) beslutning i 1975 at omdøbe byens navn. Uanset stor respekt for Onkel Ho hedder byen Saigon, hvilket Jess og jeg hurtigt tog til os. Men kan høre, at børnene stadig kalder byen Ho Chi Minh, da det er det første de hørte. Han forklarede også, at Saigon oprindeligt er cambodiansk, og at området blev givet af den cambodianske konge til den vietnamesiske konge som en bryllupsgave.
Vores guide Chin taler særligt godt engelsk – og det viser sig, at han har gået på universitetet i Saigon og læst ”Tourism management”, hvilket er tydeligt. Han er meget vidende.
Da vi kom ud til Mekong, begyndte turen ved en bådstation. Sikkert en ret ”standard” tur, men ikke desto mindre dejligt og føltes meget godt planlagt og virkede ikke som masseturisme. Først blev vi hentet i en langbåd med motor, og bambus (have) stole stillet op i rækker med 2 og en midtergang mellem stolene. Vi fik hver en frisk kokosnød med sugerør, og kunne senere spise den friske kokosnøds kød. Børnene var ikke helt vilde med smagen af frisk kokosmælk, og selve kokossen var også et meget tyndt lag, hvor de nødder, vi får i Danmark er mere modne, og det hvide lag er blevet tykkere og mere tørt. På båden var kun os og vores guide og bådføreren.
Her sejlede vi ned af floden først på det brede stykke, hvor der var store arealer med fiskeri hytter, som bestod af nogle blikskure, der flød på olietønder, der virkede som pontoner. De havde undervandsbure til opbevaring af fisk i vandet under hytterne på pontoner. Der var også hængekøjer og plads til madlavning, og det så ud til at fiskerne kunne have nogle lange dage derude. Desuden så vi en mængde skibe af forskellig stand, nogle fine og farvestrålende, andre lignede rustbunker på vej til ophugning (hvad de vist ikke var).
Herefter drejede båden ind i et snævrere farvand, og vi havde blot et par meter på hver side af båden og sejlede mellem vand-kokostræerne – der har en anden frugt end land-kokosen. Vi stoppede undervejs ved en have, hvor der var de smukkeste blomster, orkideer og andet smukt, og de kunne stolt fremvise levende slanger, som de også gerne så os smykke os med. Inger har et absolut anstrengt forhold til slanger, og holdt sig på behørig afstand og knipsede et enkelt foto. Vi så, hvordan de fremstillede karameller af kokos, først ”skrælles” kokossen – med en særlig skrælle-spyd fastgjort i jorden. Så meles kødet til mel, og saften presses ud af melet. Så koges saften med lidt honning og æltes til dej med den smag der ønskes. Dejen udrulles til lange pølser i kransekage lignende forme og endelig skæres de i passende stykker og pakkes i først rispapir (der kan spises) og endelig indpakningspapir. Stedet solgte også slangeskindstasker, udstoppede krokodilleunger og krokodillebælter mv., men ingen af os finder det egentligt særligt pænt, og prisen var stadig høj (selvom det for en slange og/eller krokodilleskinds elsker sikkert var billigt). Vi fik te med honning og frugt i haven, inden vi gik rundt på øen, og i den anden ende af øen hoppede om bord på en kano/gondol, hvor en ældre dame sejlede os alle 5 sikkert ned af den snævre flod ud til floden, hvor motorbåden ventede for at sejle os til frokost.
Til frokost fik vi bl.a. en ”elefantørefisk”, som vi ikke tidligere havde mødt – en stegt fisk, som var malerisk opstillet på højkant, og hvor de brugte kødet til de friske forårsruller til forret.
Da vi kom hjem til hotellet, var der kamp om at komme først i poolen, og vi har indført en vane med at svømme 4 baner (meget korte) før vi leger, og dette antal er gået op dag for dag. Martin svømmede i dag ca. 30 baner med ophold, ligesom børnene har opfundet flere lege, hvor de er sæler og opfører løbende shows for os og de stakkels andre gæster, som er tvangsindlagt til lidt underholdning J
Aftensmaden indtages helst på lokale restauranter, som har den fordel, at vi får den rette stemning mv., men med den bagdel at vi ikke altid kan kommunikere med personalet på andet end tegnsprog. Men det lykkes da altid, ikke at få det vi (tror vi) har bestilt, men at få noget der er dejligt. Vi har dog gået lidt op i niveau – de rigtige gade køkkener har taburetter på ca. 30 cm.’s højde og vi går nu efter steder med plastik stole evt. med ryglæn og lidt højere stole, selvom de 2 velvoksne danskere kun lige akkurat kan komme elegant ind og ud af stolene…..
På vej til middag ville vi gerne have Nanna til frisør og har ofte passeret en frisør tæt ved hotellet. Der står altid 6-10 meget smukke piger med langt hår, kort kjole og lidt for dyb udskæring, og vi har undret os om det virkelig er en frisør eller noget helt andet. Vi gik ind med vores lille familie og pegede på Nanna og angav med tegnsprog, at vi gerne ville have hende klippet. Det var dog ud over de yndige pigers evne, så frisøren – en mand – blev tilkaldt. Vores mistanke til deres erhverv blev kun yderligere bestyrket, da Martin efter et foto (af et par piger og Martin alene) meddelte, at han ikke brød sig om den måde de havde siddet tæt ved ham på……Generelt må vi dog konstatere, at når de vietnamesiske piger dresser op, er hælenes højde omvendt proportionalt med kjolens længde – så måske er det blot forskel på europæisk og asiatisk stil – set gennem øjnene på to halvgamle danskere 🙂
