Nu er vi nået til Phan Thiet, som ligger 5-6 timer nordøst for Saigon. Vi kørte derud i bil, og der er tale om et strandområde langs kysten, som bare bliver ved og ved med hoteller, restauranter og turistbutikker. Altså et rigtigt feriested, hvor vi lever som almindelige turister.
Vi havde set, at der i nærheden var et område med ørken, og det ville gerne besøge det. Vi fandt en tur derud i jeep om eftermiddagen. Først kørte chaufføewn kun ca. 10 minutter til en flodmunding, hvor vi blev sat af for at gå i en mudderflod for at komme igennem et meget frodigt område for at ende ved nogle røde sandbanker, der var ret høje og krævede en del for alle at kravle op af. Men derefter var der den skønneste udsigt, man kunne få over denne del af floden.
Næste stop med jeepen var ved et lille fiskerleje ved havet med flere hundrede fiskerbåde, som ventede på at komme ud næste dag. Vi gik på stranden og så de kæmpe store ”containere” til fisk, der som alt andet var lavet i flettet bambus.
Så kørte vi en del længere for at komme ud til den hvide ørken, Bau Trang. På vej derud var jorden mere og mere rød, og der var nogle flodmundinger, hvor den røde jord trådte tydligt frem og var ret fantastisk at se på.
Da vi kom ud til ørkenen (som lå lige ned til en sø!!!), var der mulighed for at gå tur eller leje en Beach Boggie og køre ræs. Det havde Martin set meget frem til ! Det skulle Jess og Martin derfor selvfølgelig, og Nanna ville gerne bag på far (som viste sig at være foran far), og jeg fik lov at sidde bag på Martin. Det var ikke så nemt, som det så ud! Vi fik kun kørt 5 minutter, og var på vej op af en bakke, da køretøjet gik i stå, den kunne ikke klare stigningen og vægten. Pludselig følte vi os meget ene ude i en ørken. Pludselig dukkede en lille fyr på 10-12 år op og hjalp os fri – og kunne guide Martin med, hvordan man bestiger de stejle bakker bagom, og hvordan man kan bakke, når man er kørt fast.
En tilsvarende hjælper havde fundet Jess & Nanna, som blot 100 meter længere fremme var nået til samme udfordring. De to ungersvende hjalp henholdsvis Martin (nu uden mig) og Jess og Nanna gennem hele turen (begge chauffører havde på skift hjælp behov, da sandet åbenbart hele tiden havde det med at skride), og de ville efter endt hjælpsomhed, som de ægte entreprenører de var, også gerne belønnes for deres indsats, og her midt i ørkenen, var næppe det sted, hvor man kunne prutte om prisen. Da de ikke havde byttepenge hævede de blot prisen til de sedler som Jess havde. Det gjorde dog ikke noget, da deres indsats var skyld i, at vi havde en fed tur, som vi ikke havde kunnet klare uden deres hjælp. Inger var blevet sat af ved første nedbrud, og hun kunne så gå imellem klitterne og finde vej tilbage til udlejningsstedet. Jess var dog ude og lede efter hende på daværende tidspunkt, da han og børnene kom hjem først, så for at få alle hjem, måtte vores chauffør ud på en Beach Boggie for at hente Jess hjem. Martin (og Jess) synes det havde været en fed oplevelse.
Grunden til at vi skulle skynde os var, at vi skulle et sidste sted hen for at se solnedgang over nogle andre sandklitter, hvor man også kunne låne noget plastikmåtter og rutche ned af klitterne, ligesom i sne. Vi nåede det liiiige, og det var meget smukt lys.
